8.2 Hvidovre som cykelby

Målsætninger

Luk alle
Åbn alle

At bevæge sig rundt i Hvidovre på cykel er oplagt, især på de korte ture i lokalområdet. Den fysisk aktive transport giver sundhed og trivsel gennem daglig motion, og den gavner byen og miljøet ved at begrænse støj, luftforurening og udslip af CO2.

Derfor vil vi arbejde for at gøre det endnu mere attraktivt at cykle ved til stadighed at forbedre forholdene for denne gruppe. Det gælder navnlig de lokale cykelforbindelser til vigtige trafikmål i kommunen som skoler, institutioner, sportsanlæg, indkøbssteder og lignende. Allerede i dag er der 89 km cykelsti, så vi vil anlægge de dele af strækningerne der mangler, som for eksempel ved at etablere cykelstier på Avedøre Holme.

Da cykler med deres effektive pladsforbrug i trafikken skal være med til at løse problemet med trængslen i hovedstadsområdet, har vi også fokus på at styrke cykelpendlingen på tværs af kommunerne. Vi har allerede anlagt en første cykelsti til pendlere i Hvidovre og støtter også fremover op om arbejdet med at realisere projektet ”Supercykelstier i hovedstadsregionen”.

I forbindelse med udbygning af de lokale stier har det manglende stiforløb mellem Brostykkevej og Kettevej særlig bevågenhed. Beliggende indenfor det fremtidige natur- og byområde øst for Byvej og nord for Brostykkevej vil stien skulle etableres indenfor en årrække. Den skal, udover på sigt at forbinde Avedøre med Bakkeskoven i Brøndby Kommune, udformes som en attraktiv rute der benytter sig af det nye områdes kvaliteter som grønt åndehul i byen og gør turen til en oplevelse.

Vi arbejder med tiltag der øger trafiksikkerheden for cyklister i Hvidovre, blandt andet ved at etablere cykelstier der prioriterer cyklister frem for biler i boligområderne og ved at opfordre alle skoler til at udarbejde en trafikpolitik for deres skole. Det er med til at øge tryghed og sikkerhed for vores børn og unge på skolevejen.

Kommunalbestyrelsens målsætninger:

  • Vi arbejder for at forbedre forholdende for cyklisterne ved blandt andet at anlægge de manglende dele i det eksisterende net af cykelstier og lokale stier. 
  • Vi støtter Projektet ”Supercykelstier i hovedstadsregionen”, der realiseres i samarbejde med de øvrige kommuner.
  • Vi vil etablere den nye lokalsti mellem Brostykkevej og Kettevej som en oplevelsesrig rute i det grønne og en integreret del af det nye natur- og byområde i Avedøre.
  • Vi forbedrer sikkerheden for de bløde trafikanter, med et særligt fokus på sikre skoleveje, bl.a. ved at opfordre alle skoler til at udarbejde en trafikpolitik.

Kort over cykelstier

Retningslinjer

Luk alle
Åbn alle

8.2.1

Der udlægges arealreservationer til det overordnede cykelstinet for pendlere, de såkaldte supercykelstier, som vist på kortbilaget.

8.2.2

Strækninger, der er en del af det overordnede cykelstinet, skal generelt være stier i eget tracé eller stier, der er tydeligt adskilt fra biltrafikken. Strækningerne skal generelt anlægges og vedligeholdes til brug for pendling på cykel.

8.2.3

Der udlægges arealreservationer til overordnede, rekreative stinet som vist på kortbilaget.

8.2.4

Der skal sikres mulighed for etablering af stiforbindelser mellem Brostykkevej og Kettevej og mellem Kettevej og Bakkeskoven i Brøndby Kommune.

8.2.5

I forbindelse med det almindelige vejnet (villaveje) kan der etableres særlige cykelkorridorer ved f.eks. at vende ”hajtænder” til fordel for cyklisterne – særlig i forbindelse med skoleveje.

Redegørelse

Luk alle
Åbn alle

Kommunens stier er inddelt i et regionalt trafikstinet, et regionalt rekreativt stinet og lokale stier.

Cykelstier for pendlere

Kommuneplanen udpeger et net af overordnede cykelstier for pendlere, de såkaldte supercykelstier, i overensstemmelse med indholdet i Fingerplan 2019.

Supercykelstierne skal skabe bedre forhold for pendlercyklister og give flere lyst til at vælge cyklen frem for bilen – også på de lange strækninger. Det vil give et bedre bymiljø, mindre trængsel og mere sundhed – til fordel for alle trafikanter. Stierne skal indrettes med så få forhindringer som muligt, og der lægges stor vægt på tryghed, sikkerhed og høj komfort. Flere steder får cyklisterne ekstra services som grønne bølger, nedtællingssignaler, cykelpumper og fodhvilere.

Kommunerne planlægger tiltagene på hver enkelt rute ud fra en helhedsbetragtning, som tager hensyn til antal cyklister, øvrige trafikanter, byrum, økonomi, m.v.

Ishøjruten langs Gammel Køge Landevej blev anlagt i 2016-17 som en af de første af i alt 45 planlagte Supercykelstier. Den forbinder Hvidovre med København, Ishøj, Brøndby og Vallensbæk Kommuner. Aktuelt arbejdes der på at opgradere Avedøreruten mellem Gammel Køge Landevej og motorvejsbroen til Amager til supercykelsti.

Overordnet rekreativt stinet

Kommuneplanen udpeger desuden et net af overordnede, rekreative stier i overensstemmelse med Fingerplan 2019.

Stinettet skal på tværs af kommunegrænser forbinde de større byområder med den indre grønne kile, kysten og de værdifulde landskaber og naturområder. Formålet med dette stinet er at skabe størst mulig regional offentlig tilgængelighed til alle hovedstadsområdets attraktive grønne områder.

Stinettet består overvejende af cykelstier i eget tracé, men kan undtagelsesvis også udføres som fortove og cykelbaner langs veje. Den overordnede rekreative stiforbindelse langs Kalveboderne mangler at blive etableret på strækningen mellem Hvidovre Havn og Langhøjskolen.

Lokale stier

Udover de stier, der indgår i det overordnede cykelstinet for pendlere og det overordnede, rekreative stinet, er der i dag etableret et net af lokale stier, der giver adgang til det overordnede stinet og sammen med disse binder de forskellige center- og lokalområder i kommunen sammen.

Børn er blandt de mest følsomme grupper i trafikken og samtidig en af de grupper, der oftest færdes til fods eller på cykel, blandt andet til og fra skole. Samtidig bliver vores transportvaner grundlagt i barndommen. Hvis børn oplever det som trygt at færdes til fods og på cykel, kan de tidligt i livet blive sikre og selvhjulpne i trafikken. Og når skolevejene er sikre, tør forældrene lade deres børn gå og cykle i stedet for at bidrage til at skabe usikre skoleveje ved selv at køre deres børn til skole i bil.

Kommunens skoler har også en del af ansvaret for at ruste børn og unge til at færdes sikker i trafikken. De kan leve op til det ved f.eks. at udarbejde en trafikpolitik der sætter rammerne for trafik i undervisningen, for afviklingen af trafikken omkring skolen og for trafikvaner hos børn og voksne.