5.3 Skovrejsning

Målsætninger

Luk alle
Åbn alle

Skovområderne i og omkring kommunen udgør vigtige friluftsområder med særlige oplevelsesmuligheder. Skovene er også levested for et varieret dyre- og planteliv.  

Der kan generelt ikke plantes mere skov i Hvidovre. Dog kan der plantes åben skov i byudviklingsområdet øst for Byvej. Skovområdet vil bidrage til øget biodiversitet og give mulighed for friluftsaktiviteter og naturoplevelser. Det er væsentligt, at plantning af ny skov sker under hensyn til vores værdifulde kulturmiljøer og landskaber samt områder med naturværdier, som ønskes bevaret.  

Der er brug for at opdatere registreringen af vores skovarealer, så de kan indgå i sammenhængen med vores øvrige grønne områder. 

Kommunalbestyrelsens målsætninger:

  • Vi ønsker at øge biodiversiteten og naturoplevelser ved at give mulighed for at plante åben skov i byudviklingsområdet øst for Byvej. 
  • Vi vil opdatere registreringen af vores skovarealer og indarbejde registreringen i Det Grønne Danmarkskort.

Kort over skovrejsning

Retningslinjer

Luk alle
Åbn alle

5.3.1

Inden for de områder, hvor skovrejsning er uønsket, må der ikke plantes skov.

5.3.2

Der må plantes ny skov inden for byudviklingsområdet øst for Byvej, der i Fingerplan 2019 er overført fra Den Indre Grønne Kile til Ydre Storbyområde, landområde, og planlagt til grønt område.

Redegørelse

Luk alle
Åbn alle

I Hvidovre er der ikke større sammenhængende skovområder, men vi har tre mindre fredsskove. To af fredsskovene ligger nord for Avedørelejren og et skovområde i Mågeparken. Skovene er hver især på under 3 ha. Vestvolden har desuden en skovlignende karakter med en stor naturmæssig og rekreativ værdi og der er spredt kratbevoksning flere steder i vores boligområder.

De nærmeste skove er Bakkeskoven / Brøndbyskoven i Brøndby Kommune og Pinseskoven på Kalvebod Fælled Vestamager i Københavns Kommune.  

Der er begrænset mulighed for at øge skovarealet i Hvidovre, fordi landområdet udgør en meget lille del af kommunens samlede areal. Heraf er Avedøresletten det største, sammenhængende område, der er et slettelandskab og ønskes fastholdt som åbent landskab.

Fingerplan 2019 giver mulighed for at tage et område øst for Byvej ud af den indre grønne kile og overføre arealet til ydre storbyområde, landområde. Det er en forudsætning, at areal 3 permanent overgår fra jordbrugsformål til et grønt område til almen, ikke bymæssig friluftsanvendelse. Der skal desuden sikres grønne forbindelser og stiforbindelser fra areal 3 vestpå i retning af de grønne kiler ved Vestvolden. Kommunen ønsker at give mulighed for at plante skov på dele af areal 3.

Juletræsproduktion betragtes ikke som skov og kan derfor foregå på landbrugsejendomme uanset eventuelt forbud mod skovrejsning.

Det er en national interesse, at kommuneplanen understøtter skovlovens formål om at forøge skovarealet. I Danmarks Nationale Skovprogram fra 2002 er der fastsat mål om at skovlandskaber skal dække 20-25 procent af Danmarks areal i løbet af en trægeneration (80-100 år).

I dag udgør skovene ca. 14,5 % af landets areal. For at realisere det statslige mål anbefales det, at der i kommuneplanerne udlægges minimum 20 % af det ubebyggede areal på landsplan som skovrejsningsområder. Udpegning af skovrejsningsområder er retningsgivende for, hvor det ud fra en samfundsmæssig helhedsbetragtning er mest hensigtsmæssigt at placere nye skove. I områder med naturværdier, landskabsværdier, geologiske værdier, kulturhistoriske værdier samt i råstofgraveområder og i arealkorridorer til fremtidige og eksisterende infrastrukturanlæg, kan disse interesser være uforenelige med skovrejsning. Sådanne områder skal friholdes for skovrejsning og skal derfor udpeges til områder, hvor skovrejsning er uønsket.

Et øget skovareal understøtter Verdensmål nr. 15 om Livet på land. Det er et verdensmål, at sikre bevarelse, genoprettelse og bæredygtigt brug af økosystemer på land og i ferskvand, specielt skove, vådområder, bjerge og tørområder i henhold til forpligtigelser under internationale aftaler. Det er også et verdensmål at fremme bæredygtig forvaltning af alle typer af skove, stoppe skovrydning, genskabe forringede skove og væsentligt øge skovrejsning og skovplantning globalt set.