4.4 Bevaringsværdige bygninger

Målsætninger

Luk alle
Åbn alle

De bevaringsværdige bygninger er både en vigtig del af vores materielle kulturarv og en ressource for borgernes identitetsdannelse. De påvirker blandt andet bosætningsmønster, turisme og erhvervsudvikling, og styrker derved kommunens generelle attraktionsværdi. 

Hvidovre er karakteriseret ved en stor koncentration af fornemme eksempler på velfærdssamfundets bygningsarv, og både blandt enfamiliehuse og ejendomskomplekser findes bygninger med høj bevaringsværdi. 

Hvidovres 7.000 enfamiliehuse tegner hele det 20. århundrede med vægt på mindre familieboliger og med eksempler på både tidlige typehuse og lokale arkitekter.

En stor del af de bevaringsværdige bygninger i kommunen kan findes i parcelhusområderne. De fleste af disse områder er i dag reguleret af gamle byplanvedtægter vedtaget i perioden 1943-1973, der ikke længere er tidssvarende. 

Derfor arbejder kommunalbestyrelsen i dialog med grundejerforeningerne i kommunen om at erstatte byplanvedtægterne med mere tidssvarende lokalplaner. I dette arbejde er der stor fokus på at fastholde kvarterernes kulturhistoriske udtryk og bygningsmæssige diversitet, blandt andet via regulering af de bevaringsværdige bygninger. 

Det er en stor værdi at eje en bevaringsværdig bygning, da det er en eftertragtet kvalitet, som kan rumme historisk, kulturel og arkitektonisk samfundsmæssig betydning. Ejendomme med bevaringsværdier har særlige kvaliteter, og de er med til at øge områders og bygningers værdi både visuelt og salgsmæssigt. Der er lavet undersøgelser, der viser, at bevaringsværdige huse i landsgennemsnit sælges til en 30 % højere salgspris end bygninger uden bevaringsværdi, mens bygninger i områder med høj koncentration af bevaringsværdige bygninger, også sælges til en højere salgspris.

Bygningsbevaringsindsatsen er med til at sikre både oplevelsen af tidsdybde i forstadens bebyggede landskaber og fremme forståelsen for de ældre bygningers betydning. Hensigten med at udpege de bevaringsværdige bebyggelser i kommuneplanen og i lokalplaner er at sikre disse mod nedrivning.

Kommuneplanen indeholder en liste over de bevaringsværdige bygninger i Hvidovre, men bygninger kan også løbende blive udpeget som bevaringsværdige, eksempelvis i forbindelse med lokalplanlægning.

For at få det seneste overblik over bevaringsværdige bygninger, se om din ejendom er udpeget som bevaringsværdig eller læse mere om de udpegede bygninger i kommunen, kan du besøge vores database over bevaringsværdige bygninger her: Bevaringsværdige bygninger - Hvidovre Kommune (nyt vindue).

Kommunalbestyrelsens målsætninger: 

  • Bevaringsindsatsen skal fastholdes og styrkes i planperioden for herved at skabe meningsfulde, arkitektoniske oplevelser i kommunen. 
  • Ved lokalplanlægning skal det sikres, at der udpeges bevaringsværdig bebyggelse, når det vurderes at være relevant ud fra kriterier om arkitektonisk, kulturhistorisk og miljømæssig værdi samt originalitet og tilstand.
  • Ved tilladelse til ombygning eller nedrivning af bevaringsværdig bebyggelse, skal der foretages en grundig redegørelse for at sikre, at bevaringsværdier, karakteristiske træk og historiske spor fastholdes.
  • De bevaringsværdige bygninger skal varetages for at sikre en arkitektonisk, kulturhistorisk og miljømæssig kvalitet og autenticitet for eftertiden.
  • Der skal arbejdes for at tilvejebringe midler til en videreførelse af udpegningen af bevaringsværdige bygninger fra perioden 1940-1980.

Retningslinjer

Luk alle
Åbn alle

4.4.1

Bygninger, der er udpeget som bevaringsværdige i kommuneplanen, fremgår af denne liste over bevaringsværdige bygninger. Se bilaget ”Liste over bevaringsværdige bygninger”.

4.4.2

Bygninger, der er oplistede som bevaringsværdige i kommuneplanen eller i en lokalplan, må ikke nedrives uden kommunalbestyrelsens særlige tilladelse.

4.4.3

I forbindelse med lokalplanlægningen skal udpegede bevaringsværdige bygningers bevaringsværdi revurderes.

4.4.4

Efter revurdering af de bevaringsværdige bygningers bevaringsværdi udfærdiges retningslinjer for tilladelser til om- og tilbygninger af disse, afhængig af bygningernes bevaringsværdi.

4.4.5

Ved ny lokalplanlægning skal der tages stilling til, om lokalplansområdet indeholder bebyggelse opført efter 1940, der bør SAVE-registreres og indarbejdes retningslinjer for i lokalplanen.

Redegørelse

Luk alle
Åbn alle

En bygning er bevaringsværdig, når den er optaget som bevaringsværdig i en kommuneplan eller omfattet af et forbud mod nedrivning i en lokalplan eller byplanvedtægt. Indtil denne udpegning er sket, betragtes bygninger som bevaringsværdige, hvis de har fået en bevaringskarakter fra 1 til 4 i SAVE-systemet (Survey of Architectural Values in the Environment) i forbindelse med udarbejdelse af et kommuneatlas.

Om et bymiljø, en bebyggelse eller en bygning skal bevares, afgøres alene af kommunalbestyrelsen gennem udpegning i kommuneplanen, gennem udarbejdelse af bevarende lokalplaner, eller ved at indføre bestemmelser om bevaringsværdien i en lokalplan. Det er kommunalbestyrelsen, der vedtager, hvorvidt et bymiljø, en bebyggelse eller en bygning er bevaringsværdig.

I forbindelse med udarbejdelsen af Hvidovre Kommuneatlas – Byer og bygninger 2000, blev der foretaget en kortlægning, registrering og vurdering af alle bygninger opført til og med 1940 samt udvalgte bygninger og bymiljøer opført efter 1940, herunder bygninger beliggende langs Hvidovrevej. Der blev i alt registreret og vurderet ca. 3000 bygninger, heraf ca. 2300 bygninger opført til og med 1940. Kommuneatlasset blev offentliggjort i februar 2001.

Fastlæggelsen af en bygnings bevaringsværdi baserer sig på en række forhold, der vurderes for den enkelte bygning:

  • Den arkitektoniske værdi
  • Den kulturhistoriske værdi
  • Den miljømæssige værdi
  • Originaliteten
  • Tilstanden

Registreringen fastlægger for hver bygning en bevaringsværdi på en karakterskala fra 1 til 9, hvor 1 er den højeste værdi. I kommuneatlasset er de registrerede bygninger fordelt på 3 kategorier:

  • Høj bevaringsværdi (1-3)
  • Middel bevaringsværdi (4-6)
  • Lav bevaringsværdi (7-9)

I Hvidovre er registreret og vurderet 850 bygninger med bevaringsværdien 1-4. Disse bygninger er alle udpeget som bevaringsværdige i kommuneplanen. De bevaringsværdige bygninger fordeler sig som følger:

  • Bevaringsværdien 1:     4 bygninger
  • Bevaringsværdien 2:   18 bygninger
  • Bevaringsværdien 3: 450 bygninger
  • Bevaringsværdien 4: 378 bygninger.

Der skal i forbindelse med om- eller tilbygning af en bevaringsværdig bygning sikres stor omhu med valg af materialer og farver, så bygningens arkitektoniske kvaliteter og bevaringsværdi sikres eller øges.

For at få det seneste overblik over bevaringsværdige bygninger, se om din ejendom er udpeget som bevaringsværdig eller læse mere om de udpegede bygninger i kommunen, kan du besøge vores database over bevaringsværdige bygninger her: Bevaringsværdige bygninger - Hvidovre Kommune (nyt vindue).

Hvis man ønsker at læse mere om, hvordan man kan renovere en bevaringsværdig bygning, har Slots- og Kulturstyrelsen udgivet en serie informationsblade om bygningsbevaring, der kan ses på deres hjemmeside. Derudover har Socialministeriet udgivet bogen "Bevaringsværdige bygninger - Sikring af bevaringsværdier" (2006), hvor der kan være hjælp at hente.