6.3 Affald som ressource

Målsætninger

Luk alle
Åbn alle

Vi opfatter affald som en ressource. Affald fra både virksomheder, institutioner og husholdninger skal behandles bæredygtigt, bevares og udnyttes enten ved helt eller delvist at genbruge, reparere eller genanvende og skal i stigende grad erstatte brugen af nye ressourcer.

Vi vil løbende udvikle affaldsordninger og iværksætte forebyggende initiativer for at reducere affaldsmængderne og øge genbrug og genanvendelse.

De kommende år planlægges den husstandsnære indsamling løbende at blive udvidet med flere affaldstyper herunder navnlig mad-/drikkekartoner, tekstiler og farligt affald.

Derudover vil affaldsordningerne løbende blive justeret for at opnå størst mulig bæredygtighed og effektivitet i affaldsordningerne med henblik på bedre service og øget genanvendelse af ressourcerne i affaldet.

Der vil fx være fokus på justering af ordningerne, så de bedst muligt passer til brugernes behov, samt fokus på forebyggelse af affald fx i form af mindre madspild og direkte genbrug af møbler, tøj mv., samt fokus på bedre og mere genanvendelse af plast.

Kommunale arbejdspladser og institutioner arbejder med særligt høje ambitioner på at genbruge, reparere, at nedbringe spild og genanvende ressourcer. Der skal være værksteder og gode sorteringsmuligheder til rådighed i offentlige bygninger og på offentlige arealer.

Vi vil være med i front i forhold til implementering af EU’s og de nationale målsætninger på området.

Kommunalbestyrelsens mål:

  • Vi vil have mere genbrug, flere reparationsmuligheder, byttestationer, genanvendelse og mindre affald til forbrænding.
  • Der skal være en løbende forøget genanvendelse af affaldstyper, så genanvendelsesprocenten som minimum opfylder EU’s og de nationale målsætninger.
  • Støtte op om de nationale bestræbelser på at ensrette kommunale affaldsordninger - herunder hvilke typer affald, der indsamles.
  • Vi vil hele tiden optimere de miljømæssige gevinster ved genanvendelse af affald. For eksempel sikre at indsamlet genanvendeligt affald i videst muligt omfang bliver genanvendt. 
  • Genbrug og genanvendelse skal tænkes ind fra begyndelsen, når kommunen renovere bygninger eller bygger nyt.

Redegørelse

Luk alle
Åbn alle

Affaldsområdet reguleres af Affaldsbekendtgørelsen 224 af 08/03/2019, som omfatter affalds-planlægning, -håndtering, -regulativer, -ordninger mv.

Den kommunale affaldshåndteringsplan tager udgangspunkt i den nationale handlingsplan for cirkulær økonomi (national plan for forebyggelse og håndtering af affald). Den indeholder kommunens mål og initiativer for forebyggelse og håndtering af affald. I Hvidovre Kommunes Affaldsplan 2014-2018 (2024) har den overordnede målsætning for husholdningsaffald været at frasortere 50 % til genanvendelse. For virksomhedsaffald er den overordnede målsætning at øge genanvendelsen af plast, papir, glas, metal og pap fra servicevirksomheder til 70 % og at udnytte 60 % af det organiske affald fra restauranter mv. til biogas.

Hvidovre Kommunes genanvendelsesprocent for de kommunale indsamlingsordninger var 50 % i 2020. Genanvendelsen søges løbende øget gennem implementering af forskellige initiativer. Hvidovre Kommune har i perioden 2014-2020 optimeret indsamlingen af plast, papir, glas, metal og pap samt indført sortering af madaffald.

I den nye nationale handlingsplan for cirkulær økonomi, der skal ligge til grund for kommunens affaldsplan (2021-2025), er der lagt op til, at der skal arbejdes med følgende fokusområder:

  • Mindre affald og bedre udnyttelse af naturressourcer 
  • Mere og bedre genanvendelse 
  • Bedre udnyttelse af biomasse
  • Bæredygtigt byggeri
  • Plastik i en cirkulær økonomi

Det betyder at der skal ske ændringer i den måde som Hvidovre arbejder med forebyggelse og håndtering af affald. Dette kommer til at blive afspejlet i den kommende affaldsplan for Hvidovre. Det betyder at der skal arbejdes med:

  • Øget genanvendelse i 10 fraktioner for borgere og virksomheder.
  • Anvendelsen af de landsdækkende piktogrammer i affaldsordningerne.
  • Mindre eller slet ingen forbrænding af plast og madaffald.
  • Mere Cirkulær økonomi ved mere øget genbrug og ved at forlænge produkternes levetid.
  • Byggematerialer skal skilles ad og anvendes cirkulært for at de forbliver værdifulde ressourcer.
  • Fokus på bæredygtigt byggeri både for kommunens egne bygninger og andre byggerier.