3.2 Idræt og foreningsliv

Målsætninger

Luk alle
Åbn alle

Foreningslivet er en af de vigtigste hjørnesten på kultur- og fritidsområdet. Foreningerne er med til at danne rammerne for alsidige folkeoplysende aktiviteter, fremme integrationen samt understøtte borgernes udvikling, læring og dannelse.

Som foreningsmedlem er man en del af noget større, der giver fællesskabsfølelse og sammenhold. Men foreningslivet forpligter, og området er afhængigt af frivillige kræfter, dygtige ledere og engagerede medlemmer.

Vi vil derfor arbejde for at skabe de mest attraktive vilkår for det frivillige foreningsliv, ved at optimere vores faciliteter og brugen af dem; synliggøre kommunens forskellige tilskudsmuligheder og facilitere samarbejder, netværk og vidensdeling på tværs af foreningerne, så de samlede ressourcer bringes i spil og udnyttes bedst muligt.

Vi vil styrke vores faciliteter og skabe de bedst mulige vilkår for frivillige ledere og trænere. På den måde sikrer vi borgernes mulighed for læring og sørger samtidig for, at talenterne har de rette rum til at udvikle sig – både inden for idræt og kultur.

Der skal arbejdes for multianvendelse og bedre udnyttelse af lokaler – på den måde kan endnu flere foreninger og brugere få gavn af de kommunale faciliteter.

Vi vil være fremadskuende og sikre aktualiteten i de faciliteter vi tilbyder og konstant undersø¬ge, om vi lever op til borgernes og foreningernes behov og efterspørgsel. Dette vil vi sikre via en løbende dialog med brugerne. Nye faciliteter kunne f.eks. inkludere skaterbaner, aktivitets¬stationer ved stranden eller lignende.

Når vi investerer i nye anlæg eller vedligeholder de eksisterende, vil vi eftersøge den bedste kvalitet, men samtidig så vidt muligt sikre, at de valgte løsninger er både klimabevidste, brugervenlige og tilgængelige. Nye anlæg, som f.eks. boldbaner, bør være synlige og vække nysgerrigheden for nye potentielle brugere.

Kommunalbestyrelsens målsætninger:

  • Kommunens forskellige tilskudsmuligheder skal synliggøres.
  • Faciliteterne skal styrkes, så der skabes de bedst mulige vilkår for frivillige ledere og trænere.
  • Der skal arbejdes for multianvendelse og bedre udnyttelse af lokaler.
  • Der skal arbejdes for at sikre motivationen og engagementet hos Hvidovres mange frivillige kræfter og understøtte, at endnu flere borgere engagerer sig i foreningslivets forpligtende fællesskaber. 
  • I samarbejde med kommunens foreningsliv skal der arbejdes for, at borgere med handicap og brugere med særlige behov inkluderes i foreningslivets mange forskellige aktiviteter.
  • Aktualiteten og kvaliteten af de faciliteter der tilbydes, skal sikres, og det skal ske i løbende dialog med borgerne.
  • Nye anlæg placeres så vidt muligt tæt på centerområder, så de er synlige i bybilledet.

Kort over idrætstilbud

Retningslinjer

Luk alle
Åbn alle

3.2.1

Muligheden for at etablere flere idrætsfaciliter på tværs af kommunen skal undersøges.

3.2.2

Der skal i Hvidovre Nord udlægges et areal til nye idrætsfaciliteter inden for planperioden.

3.2.3

På området omkring Brøndby Havnevej skal der etableres faciliteter til løb- og cykeltræning.

3.2.4

I den fysiske planlægning af byens rum skal der indtænkes mulighed for motion og bevægelse.

Redegørelse

Luk alle
Åbn alle

Med den vedtagne Kultur- og fritidspolitik 2020-2022 ønsker vi at skabe de bedste rammer for kulturen, idrætten og fritidslivet. Vi har opstillet en række klare visioner, der skal optimere kultur- og fritidsområdets faciliteter over de kommende år og herigennem sikre de bedste tilbud til borgerne – og bidrage til sundhed og trivsel.

Politikkens forskellige målsætninger og visioner springer alle ud fra fire tematiske pejlemærker, der blev indviet i den foregående kultur- og fritidspolitik, og som vi har valgt at genbruge: 

  • Vi vil bruge det vi allerede har – og bruge det bedre og mere 
  • Vi vil udvikle talenter 
  • Vi vil udvise mod og gå nye veje 
  • Vi vil understøtte begejstring

Byen Som Motionsrum er en strategi, der sigter mod at få flere Hvidovre-borgere til at motionere. Der arbejdes med indretning af byrummet, så det bliver nemmere og mere attraktivt at dyrke motion; f.eks. ved at etablere motionsruter, redskaber mm. i det offentlige byrum.