7.5 Områder til virksomheder med særlige beliggenhedskrav

Målsætninger

Luk alle
Åbn alle

Råhavnen ved Avedøre Holme er i landsplandirektivet Fingerplan 2019 udpeget som en egnet lokaliseringsmulighed for virksomheder med særlige beliggenhedskrav. Det betyder, at området skal forbeholdes virksomheder med særlige beliggenhedskrav (miljøklasse 6 og 7), og at der ikke gives tilladelse til at placere virksomheder, der begrænser den fremtidige lokalisering af virksomheder med særlige beliggenhedskrav.

Det er imidlertid problematisk at have særligt forurenende virksomheder, som støder direkte op til et beskyttet Natura-2000 i vandområderne mod øst og syd.

Kommunalbestyrelsen ønsker derfor, når landsplanlægningen giver mulighed for dette, at Råhavnen på sigt ikke anvendes til særligt miljøbelastende virksomheder. I stedet kunne området med fordel anvendes til naturgenopretning, energianlæg eller stormflodssikring.

Kommunalbestyrelsens målsætninger: 

  • På længere sigt ønskes Råhavnen ikke anvendt til virksomheder med særlige beliggenhedskrav, men til anvendelser, der er egnet til en beliggenhed ved et internationalt beskyttet naturområde.

Kort over områder til virksomheder med særlige beliggenhedskrav

Retningslinjer

Luk alle
Åbn alle

7.5.1

Erhvervsområdet Råhavnen, rammeområde 5E5, må kun benyttes til erhvervsformål herunder de mere forurenende typer erhvervsvirksomheder, miljøklasse 6 og 7 i henhold til Håndbog om Miljø og Planlægning med afstandskrav på 3-500 m til miljøfølsom anvendelse (f.eks. boliger), samt til transportvirksomheder. 

7.5.2

Der skal anlægges det nødvendige antal parkeringspladser på egen grund.

Redegørelse

Luk alle
Åbn alle

Råhavnen udgør den sydlige del af matr.nr. 226 Avedøre By, Avedøre.

Den blev i slutningen af 1970’erne anlagt op ad diget omkring Avedøre Holme i forbindelse med anlægsarbejderne på Amagermotorvejen. Siden åbningen af motorvejen har Råhavnen været anvendt til indskibning af råstoffer som sand, grus og sten. Området anvendes i dag af Avedøre Sten & Grus, der er en underafdeling af NCC Industry.

Hvidovre Kommune har tidligere søgt at ændre plangrundlaget for Råhavnen, idet man i 2007 fremlagde et forslag til Lokalplan 509, der udlagde området til transportkorridor samt rekreativt område. Hensigten var at tilgodese den eksisterende og særegne fauna og flora og samtidig skabe mulighed for, at en mindre del af området kunne benyttes til fritidsaktiviteter for erhvervsområdets brugere og kommunens borgere i øvrigt.

Staten nedlagde imidlertid veto mod lokalplanen med henvisning til, at Råhavnen havde regional betydning.

Hvidovre Kommune var uenig i dette, da Råhavnen dels forsyner én privat bygge- og anlægsvirksomhed med sten, grus mv. – ikke hele hovedstaden. Dels er det ikke underbygget, at der ikke findes andre havne med samme indskibningsmuligheder i centrale dele af hovedstadsområdet.