6.5 Forebyggelse af støj

Målsætninger

Luk alle
Åbn alle

Vi vil sikre beboere i nye boliger mod støjulemper fra trafik, virksomheder og fritidsanlæg.  Samtidig vil vi arbejde for at nedbringe støj der overskrider miljøstyrelsens vejledende støjgrænser i de eksisterende boliger, hvilket er tilfældet i ca. halvdelen af Hvidovres boliger i dag.

Vi kommer til at tage forskellige initiativer i brug, for at nedbringe trafikstøj fra kommunens egne veje. Det gør vi blandt andet ved at udlægge støjabsorberende asfalt på kommunens trafikveje, hvor den skiltede hastighed er 60 km/t eller derover. Der skal også arbejdes med begrebet visuel støj i forhold til den oplevede støjbelastning. Denne kan begrænses ved for eksempel tæt beplantning langs trafikerede veje. Generelt ser vi på at nedsætte hastighedsgrænserne på kommunens trafikveje, hvis det giver reel reduktion af støjpåvirkning af områdets boliger. Et eksempel kan være nedsættelse af den skiltede hastighed på Gammel Køge Landevej, som i dag er på 60 km/t. Den skiltede hastighed kan nedsættes til 50 km/t, som er samme hastighed der er gældende for Gammel Køge Landevej, hvor den i Københavns Kommune grænser op til Hvidovre Kommune.

Kommunen vil også i fremtiden være aktiv i forskellige samarbejdsfora med andre kommuner omkring København f.eks. Silent City og Omegnens Trafikforum, for at påvirke staten til at gøre en indsats for at dæmpe støjen fra den gennemkørende trafik på motorveje og jernbanestrækninger.

Kommunalbestyrelsens målsætninger:

  • Nye boliger skal beskyttes mod støj.
  • Eksisterende boliger skal beskyttes mod støj.
  • Rekreative områder skal beskyttes mod støj.
  • Vi vil reducere trafikstøj fra kommunens egne veje.
  • Vi vil fortsat arbejde for at staten reducerer trafikstøj fra motorveje og jernbane.
  • Vi vil tænke løsninger sammen så f.eks. støjdæmpning og klimatilpasning løses samtidig.

Kort over støjbelastede områder

Retningslinjer

Luk alle
Åbn alle

6.5.1 

Støjbelastede arealer må ikke udlægges til støjfølsom anvendelse, medmindre den fremtidige anvendelse kan sikres mod støj ved etablering af afskærmningsforanstaltninger, jf. Miljøstyrelsens vejledning nr. 4/2007 Støj fra veje. Behovet for afskærmningsforanstaltninger i støjbelastede byudviklingsområder skal belyses i lokalplanlægningen ud fra konkrete beregninger i forhold til den planlagte bebyggelses placering, højde mv.

Grænseværdier:

  • Rekreative områder i det åbne land, sommerhusområder, campingpladser og lignende; Lden 53 dB fra veje; 59 dB fra jernbane.
  • Boligområder, daginstitutioner, skoler og andre og undervisningsbygninger, plejehjem, hospitaler og lignende, kolonihaver, nyttehaver, udendørs opholdsarealer, bydelsparker mv.; Lden 58 dB fra veje; 64 dB fra jernbane.
  • Hoteller, kontorer, liberale erhverv mv.; Lden 63 dB fra veje; 69 dB fra jernbane.

Inden der opføres ny bebyggelse i støjbelastede byudviklingsområder, dokumenteres det, at projektet overholder de ovenfor og i lokalplanlægningen angivne grænseværdier, jf. Miljøstyrelsens vejledning nr. 4/2007 Støj fra veje.

6.5.2

Når der i lokalplanlægningen udlægges landzonearealer til støjfølsom anvendelse, skal det sikres, at Miljøstyrelsens vejledende regler om støj kan overholdes i planområdet ved støj fra veje og jernbaner samt virksomheder.

6.5.3

Nye virksomheder og nye støjende fritidsanlæg kan kun etableres i landzone, hvis Miljøstyrelsens vejledende regler om støj fra anlæggene kan overholdes i områder med støjfølsom anvendelse og i områder, der er udlagt til støjfølsom anvendelse.

Redegørelse

Luk alle
Åbn alle

Kortet er udarbejdet på baggrund af Miljøstyrelsens støjkortlægningen fra 2017. Det viser områder som rammes af vejstøj på minimum Lden 60 dB.

Hvidovre gennemskæres af motorveje og jernbaner, der medfører støjbelastning af nærtliggende boligområder og store grønne områder. Støjen kan være skadelig for helbredet, og den spænder ben for byudviklingen i Hvidovre.

Et område betragtes som støjbelastet, når støjniveauet af den aktuelle type støj er højere end Miljøstyrelsens vejledende grænseværdi. Lden er en forkortelse af ”Day-evening-night equivalent level”, og er udtryk for et vægtet støjniveau, der måles over et døgn med en 10 dB straf tillagt værdierne mellem kl. 23 og 07, og en 5 dB straf tillagt værdierne mellem kl. 19 og 23 for at afspejle folks ekstra følsomhed over for støj om natten og aftenen.

Kommunalbestyrelsen har vedtaget Støjhandlingsplan 2018-23 der beskriver hvilke indsatser kommunen vil gøre for at nedbringe støj fra trafik. Handlingsplanen drøftes årligt med henblik på at fastsætte de kommende års indsatser. Det er Kommunalbestyrelsens målsætning at boligområder og grønne områder på længere sigt ikke belastes af mere støj end Lden = 58 dB(A).

Støjhandlingsplanen indeholder indsatsområder til reduktion af støjbelastningen. Handlingsplanen er udarbejdet på baggrund af støjkortlægningen fra foråret 2017. Støjkortlægningen viser, at motorvejene, Avedøre Havnevej, Gammel Køge Landevej og visse strækninger af Hvidovrevej er de væsentligste kilder til støj i boligområder. Handlingsplanen viser på kort, hvor der er problemer med støjniveauer, der overstiger Miljøstyrelsens vejledende grænseværdier.

Af støjhandlingsplanen fremgår at ca. 23.900 boliger i Hvidovre, svarende til ca. 53 % af alle boliger, er udsat for vejtrafikstøj over den vejledende grænseværdi på Lden 58 dB. Kortlægningen af støjbelastede boliger og personer i Hvidovre Kommune er opgjort i henhold til bekendtgørelsen, der foreskriver at det skal foregå henholdsvis 1,5 m og 4,0 m over terræn svarende til stueetage og 1. sals højde. I Hvidovre Kommune bor omkring 38 % af befolkningen imidlertid i boliger, der er mere end 2 etager høje og godt 4 % af befolkningen bor i huse, der har 5 eller flere etager.

Ved ny anvendelse af arealer kan man ifølge Planloven ikke udlægge støjbelastede arealer til støjfølsom anvendelse som for eksempel boliger, medmindre den fremtidige anvendelse sikres mod støjgener.

De vejledende grænseværdier for vejtrafikstøj er:

  • Rekreative områder i det åbne land, sommerhusområder, campingpladser o.l.: Lden 53 dB.
  • Boligområder, børnehaver, vuggestuer, skoler og undervisningsbygninger, plejehjem, hospitaler og lignende, kolonihaver, udendørs opholdsarealer og parker: Lden 58 dB.
  • Hoteller, kontorer mv.: Lden 63 dB.

De vejledende grænseværdier for jernbanestøj er:

  • Rekreative områder i det åbne land, sommerhusområder, campingpladser o.l.: 
    Lden 59 dB.
  • Rekreative områder i eller nær bydelsparker, kolonihaver, nyttehaver, turiskcampingpladser: Lden 64 dB.
  • Boligområder, daginstitutioner mv., udendørs opholdsarealer: Lden 64 dB.
  • Offentlige formål som skoler og hospitaler ol.: Lden 64 dB.
  • Liberale erhverv mv., hoteller, kontorer mv.: Lden 69 dB.

De vejledende grænseværdier for støj fra jernbaner fremgår af et tillæg fra juli 2007 til Miljøstyrelsens vejledning nr. 1/1997 ”Støj og vibrationer fra jernbaner”. De vejledende grænseværdier for jernbanestøj er beregnet til planlægningsbrug. Der gælder desuden krav til både det maksimale støjniveau og vibrationsniveauet ved de enkelte boliger. Den vejledende grænseværdi for maksimalniveauet er 85 dB, og grænseværdien for vibrationer er 75 dB KB-vægtet accelerationsniveau. For at undgå vibrationer er der fastsat en planlægningsmæssig mindsteafstand mellem spormidte og de nævnte arealanvendelser (bortset fra nyttehaver). Hvis det kan dokumenteres at vibrationsniveauet overholdes, kan der dog bygges tættere ved sporet.

Ifølge støjbekendtgørelsen har de centrale kommuner i hovedstadsområdet kortlagt vejstøj fra de lokale veje, og Staten har kortlagt støj fra større veje, jernbaner og lufthavne. Kortlægningen skal følges op af en støjhandlingsplan, der samler kommunens overvejelser og beslutninger om støjbekæmpelse. Støjhandlingsplanen skal indeholde de handlinger, som kommunen planlægger at gennemføre indenfor en bestemt periode for at forebygge og nedbringe trafikstøjen.

Hvidovre er ikke berørt af støjkonsekvensområder fra militære flyvestationer eller kommercielle lufthavne. På arealet mellem Amagermotorvejen, Gammel Køge Landevej, Brøndby Kommune og Køge Bugt Banen er der en flyveplads, der har miljøgodkendelse til privat flyvning. Denne aktivitet er ikke omfattet af kommuneplanens retningslinjer, men reguleres gennem planlovens § 35, stk. 1, og miljøbeskyttelseslovens § 33.

Støjkortlægningen og støjhandlingsplanen skal også omfatte eventuelle særligt forurenende virksomheder (de såkaldte IPPC-virksomheder (Integrated Pollution Prevention and Control)), som bidrager til støj i større, samlede byområder og hvor kommunen har kompetencen som miljøgodkendelsesmyndighed.