6.10 Green Tech Island på Holmene

Målsætninger

Luk alle
Åbn alle

Hvidovre Kommune arbejder sammen med ejerkommunerne i Biofos på at finde den fremtidige lokation for spildevandshåndtering i Hovedstadsområdet. Et af områderne, som undersøges nærmere, er Green Tech Island, som skal placeres på en af de ni nye øer syd for det nuværende Avedøre Holme, kaldet Holmene. Hvis ejerkommunerne vælger en placering på Holmene forventes det, at Green Tech Island bliver den første af holmene og et vigtigt bidrag til omstillingen af Hvidovre og hele Storkøbenhavn til en mere bæredygtig spildevandsrensning og energiforsyning.

Det nye spildevandscenter på Green Tech Island skal baseres på de mest moderne renseteknologier, hvor ambitionen er at udvinde stoffer fra spildevandet, som recirkuleres tilbage til industrien og udvinde energi i form af varme og elektricitet. Metan er ligeledes et restprodukt, som vil kunne anvendes til at producere bæredygtige brændstoffer til lastbiler, fly og skibe. Green Tech Island bliver stedet, hvor nye teknologier skal afprøves, udvikles og igen og igen sikre, at Danmark er blandt de fremmeste på bæredygtig ressourceanvendelse. Green Tech Island kan blive et af  Danmarks internationale grønne varemærker.

Ressourceanlægget på Green Tech Island vil blandt andet kunne genere varme og energi til borgerne, og gøre Holmene selvforsynende med energi.

Redegørelse

Luk alle
Åbn alle

Ressourceanlægget på Green Tech Island skal omdanne hovedstadens ca. 1,2 mio. personers spildevand til forskellige energiformer. Anlægget skal forsyne mere end 140.000 hjem med vedvarende energi, og derved nedsætte Hovedstadens samlede CO₂-udledning.

Det rensede spildevand vil kunne anvendes til industrielle formål i stedet for det knappe drikkevand, som allerede er en mangelvare i hovedstadsområdet. Ligeledes kan højtstående grundvand og overfladevand ledes til Green Tech Island og omdannes til industrielt procesvand, og dermed stoppe eller mindske brugen af drikkevand til køling/opvarmning i industrianlæg.

Øvrige restprodukter fra produktionen vil kunne genanvendes og udvikles/benyttes i andre produkter.

Endvidere giver Green Tech Island mulighed for at oplagre energi fra vindmøller.

Holmene vil også bidrage til mere natur og rekreative arealer i Hvidovre ved at deres kystlinje udformes med plads til både nye levesteder for plante- og dyreliv og muligheden for rekreative aktiviteter på land og i vand. Dette gælder selvfølgelig også Green Tech Island.