1.9 Stationsnære områder

Målsætninger

Luk alle
Åbn alle

En stor del af de nye boliger blive placeret tæt på stationerne, så beboerne og medarbejderne med fordel kan bruge kollektiv trafik og dermed understøtte en god balance i de forskellige transportmuligheder.

Når folk har et reelt valg mellem de forskellige transportformer, er der mange, der med fordel kan lade bilen stå og bruge toget i stedet. Det gælder især, når arbejdspladsen ligger mindre end 10 minutters gang fra en station, svarende til en afstand på højst 500 – 600 m.

Kommuneplanen afgrænser derfor disse såkaldte stationsnære kerneområder med udgangspunkt i gangafstande på indtil 600 m fra en station.

Dele af Hvidovres stationsnære kerneområder ønsker vi ikke at fortætte. Der er tale om velfungerende byområder – primært boligområder – som der ikke er grund til eller reel mulighed for at ændre. Derfor udpeger kommuneplanen nogle afgrænsede fortætningsområder, der i deres helhed ligger inden for de stationsnære kerneområder. Det er heri, at fortætningen og lokaliseringen af de førnævnte virksomheder mv. skal kunne ske.

Kommunalbestyrelsens målsætninger:

  • Der skal i fortætningsområderne ske en fysisk og funktionel fortætning gennem opførelse af supplerende bebyggelser og tilføjelse af nye aktiviteter for at få mere byliv.
  • Fortætningsområderne skal kunne rumme en blanding af forskellige byfunktioner, herunder større kontorprægede virksomheder med mange ansatte, større institutioner med mange besøgende, samt tæt boligbyggeri.
  • Områderne omkring stationerne skal rumme en stor del af den fremtidige boligudbygning i kommunen.

Kort over stationære områder

Retningslinjer

Luk alle
Åbn alle

1.9.1

Byfunktioner, som på grund af arealudnyttelse, arbejdspladstæthed, størrelse eller besøgsmønster, har en intensiv karakter, skal placeres inden for de stationsnære områder og fortrinsvis inden for de stationsnære kerneområder. Disse byfunktioner omfatter bl.a. større kontor- og serviceerhverv, større beskæftigelsesintensive produktionserhverv, større offentlige institutioner, udstillings- og konferencecentre, større idrætsanlæg, multianvendelige anlæg til fritidsformål, hoteller o.l.

1.9.2

Tæt boligbyggeri skal søges placeret stationsnært, men må dog opføres overalt inden for byområdet.

Redegørelse

Luk alle
Åbn alle

Erhvervsministerens landsplandirektiv Fingerplan 2019 fastholder stationsnærhedsprincippet som den bærende, overordnede strategi for lokalisering af større kontor- og serviceerhverv mv. i hovedstadsregionen. 

Fingerplanen fastlægger, at byfunktioner, som på grund af arealudnyttelse, arbejdspladstæthed, størrelse eller besøgsmønstre har en intensiv karakter, skal placeres inden for stationsnære områder og fortrinsvis inden for de stationsnære kerneområder. 

Allerede etablerede regionshospitaler, f.eks. Hvidovre Hospital, kan dog udvides til hospitalsformål, uanset om de ligger uden for de stationsnære områder.

De stationsnære områder er afgrænset med udgangspunkt i principielle cirkelslag på 1000 m fra stationerne. I Hvidovre har vi fem S-togsstationer: Rødovre, Hvidovre, Åmarken, Friheden og Avedøre. 

Afgrænsningerne af de stationsnære områder er suppleret med stationsnære kerneområder, som defineres som de områder, hvor der højst er op til 600 m gangafstand til en station. 

Formålet med afgrænsningen af de stationsnære områder og de stationsnære kerneområder er gennem planlægningen at fremme mulighederne for at benytte den kollektive trafik og at gøre pendlerne mindre afhængige af bilen. Dette vil gøre lokaliseringen af nye, store byggerier og aktiviteter mere miljørigtig. Men der er også et socialt element i dette, da det vil fremme mobiliteten for den store del af storbybefolkningen, der ikke har egen bil.

De stationsnære områder skal udnyttes med bebyggelsesprocenter, der modsvarer den centrale beliggenhed og gode tilgængelighed.

Det er dog ikke alle arealer inden for 600 m gangafstand, hvor kommunen ønsker, at der skal fortættes eller lokaliseres byfunktioner, der frembringer megen trafik. Årsagen til dette er, at en del af de stationsnære kerneområder er udbyggede, velfungerende lave boligområder eller friarealer, som kommunalbestyrelsen ikke ser nogen grund til at ændre på. Kommuneplanen afgrænser derfor nogle fortætningsområder inden for de stationsnære kerneområder. 

I forhold til indholdet i Kommuneplan 2016 er det stationsnære område omkring Avedøre Station blevet udvidet, så det nu også omfatter det sydlige byudviklingsområde ved Byvej/Brostykkevej samt ejendommene på Brostykkevej 198A-200. 

Hvidovre Kommune søger sammen med de andre beliggenhedskommuner at etablere en BRT-buslinje på linje 200S fra Avedøre Holme til Gladsaxe. I den forbindelse har vi søgt om tilladelse til at afgrænse to stationsnære kerneområder henholdsvis ved Hvidovre Hospital omkring Avedøre Havnevej/Kettevej og ved Copenhagen Business Park omkring Avedøre Havnevej/Stamholmen. Ansøgningen har baggrund i forsøgsordningen jf. Fingerplan 2019, § 11, stk. 3.

Indenrigs- og Boligministeren har meddelt betinget tilsagn om stationsnærhed for de ansøgte BRT-standsningssteder på linje 200S. For at opnå endeligt tilsagn om stationsnærhed forudsættes det:

  • At der er truffet bindende beslutning om anlæg af BRT, linjeføring, drift af BRT-linje samt lokal medfinansiering af projekterne, før der i Fingerplanen og kommunernes planlægning kan afgrænses områder med særlige byggemuligheder omkring de nævnte BRT-stop i maksimalt 600 meters gangafstand fra stoppestedet.
  • At vejreglernes krav til BRT-udformning i tilstrækkelig grad efterleves.
  • At kommunerne gennem deres planlægning for nærområderne til de nævnte BRT-stop skaber incitamenter til brug af BRT-linjen, fx ved at begrænse udbuddet af parkeringspladser og sikre gode adgangs- og lysforhold omkring BRT-stop.
  • At kommunerne og det ansvarlige trafikselskab med egne midler gennemfører både en baselinemåling og en evaluering af de trafikale effekter.