1.6 Centerområder

Målsætninger

Luk alle
Åbn alle

I centerområder arbejder vi strategisk med byliv, for at udvikle en stærk centerstruktur. Centerstrukturen er udgangspunktet for at skabe attraktive lokale bymiljøer, som borgerne kan bruge som referencepunkter og mødesteder. Bylivet styrkes med forskellige indsatser og blandede anvendelser, der understøtter trivsel, sundhed og fællesskaber.

Butikkerne skal fortsat samles i centerområderne og tendensen med, at detailhandlen får mindre omsætning, vil vi kompensere for ved at skabe rammer for andre bylivsgenererende aktiviteter. Vi vil blandt andet skabe flere muligheder for publikumsorienteret serviceerhverv. Der skal også arbejdes målrettet med stedvis i byen at lave uderum af højere kvalitet, der tiltrækker forskellige og nye butikstyper, så der bliver mulighed for et mere varieret butiksudbud.

Offentlig og privat service, klubber og kulturelle aktiviteter ol. er anvendelser, der kan styrke bylivet i centerområder og som derfor søges placeret, hvor der kan være synergieffekter.

Gennem boligfortætning og byomdannelse vil vi skabe plads til yderligere byggeri og tilsammen skal det bidrage til at styrke butikslivet og det ønskede byliv. Vi prioriterer attraktive stiforbindelser og gode offentlige transportmuligheder højt for at give god plads til bløde trafikanter, styrke mulighederne for at mødes og for at bidrage til mere bæredygtig transport i byen.

Vi vil arbejde for parkeringsarealer til biler og cykler, der er tilpasset de forskellige steder i byen. I centerområder skal arealer til bilparkering søges etableret i parkeringskælder eller parkeringshus, for på den måde at styrke kvaliteten af byrummene. Samtidig er cykelparkeringspladser særligt vigtige i centerområderne.

Kommunalbestyrelsens målsætninger:

  • Bylivet i centerområderne skal styrkes for at fremme trivsel, sundhed og fællesskaber.
  • Gennem fortætning og byomdannelse vil vi styrke grundlag for butiksliv, byliv og bæredygtig transport.
  • Centerområderne skal have attraktive opholdsarealer med et varieret udtryk.

Kort over centerområder

Retningslinjer

Luk alle
Åbn alle

1.6.1 

Hvidovre Kommunes centerstruktur er sammenfaldende med detailhandelsstrukturen (se retningslinje 1.7.2 og kortbilag).

1.6.2

I centerområder kan der etableres boliger, private og offentlige kontor- og servicevirksomheder, detailhandel, liberale erhverv, undervisning, institutioner, kulturelle aktiviteter, caféer, restauranter, hotel- og konferencevirksomhed og lignende inden for miljøklasse 1, jf. Håndbog om Miljø og Planlægning. Der kan desuden etableres grønne områder, pladser samt parkeringsanlæg. 

Lager, håndværks- og fremstillingsvirksomhed i centerområderne må kun etableres i tilknytning til butikker og kun i begrænset omfang.

1.6.3 

Kontorbyggeri med bruttoetageareal under 1.500 m2 kan placeres i alle centerområderne. Kontorbyggeri med bruttoetageareal over 1.500 m2 skal som udgangspunkt placeres inden for de stationsnære kerneområder.

Hvis der ønskes en placering af kontorbyggeri med bruttoetageareal over 1.500 m2 uden for de stationsnære kerneområder, men inden for de stationsnære områder, skal mindst ét af følgende forhold være opfyldt:

  • at der i lokalplanlægningen er redegjort for, hvordan der vil blive arbejdet med supplerende virkemidler med henblik på at sikre trafikale effekter svarende til parkeringsnormen for de stationsnære kerneområder,
  • at der i lokalplanlægningen er fastlagt normer for et maksimalt antal parkeringspladser svarende til højst 1 parkeringsplads pr. 75 m2 etageareal erhvervsbyggeri ved en knudepunksstation, og højst 1 parkeringsplads pr 50 m2 etageareal erhvervsbyggeri ved øvrige stationer.
  • at det drejer sig om udvidelse af eksisterende kontorejendomme opført før 1. januar 2007.

1.6.4

Inden for centerområderne er det tilladt at opføre og indrette bygninger til alle former for forlystelsesaktiviteter. Dog må der ikke opføres eller indrettes bygninger til spillehal med gevinstgivende spilleautomater, indskudsbod, kasino eller lignende. I tilknytning til restauranter med alkoholbevilling må der opstilles op til tre gevinstgivende spilleautomater. Desuden må der i forbindelse med anden aktivitet som for eksempel en kiosk forhandles Tips, Lotto og lignende.

Redegørelse

Luk alle
Åbn alle

Centerstrukturen i Hvidovre Kommune knytter sig stort set til S-togsstationerne. Dog har den historiske struktur i Hvidovre haft så stor betydning, at Hvidovrevej omkring Hvidovre Torv forsat er et aktivt bycenterområde. 

Der er i planlægningsforstand blot én bymidte i Hvidovre Kommune, nemlig Frihedens Butikscenter, men den koncentration af butikker, der er langs Hvidovrevej nord for Holbækmotorvejen, kan godt betragtes som en samlet bymidte. For bedre at kunne styre udviklingen med redskaberne i planlægningen er det valgt ikke at samle de enkelte områder i centerstrukturen i Hvidovre nord til et samlet område. Der ønskes et område med flere butikker i gadebilledet, og der henvender sig til gaden og dermed aktivt spiller ind i bylivet.

Derudover er der to bydelscentre, Avedøre og Rebæk Søpark, som ligger i tilknytning til store boligområder. Endelig er der en række lokalcentre.

Et af lokalcentrene, Hvidovre Bymidte, har en særlig rolle. Her er der fokus på at samle nogle af kommunens vigtige kulturelle og administrative funktioner. Ambitionen er, at området over tid skal blive alle Hvidovreborgernes oplevelse af et centrum i byen.

Det er en klar tendens, at det publikumsorienterede serviceerhverv har fået en større betydning i takt med, at detailhandlen har fået mindre omsætning. Det er en tendens, der også har haft betydning for Hvidovre, hvor eksempelvis tomme butikslokaler omdannes til frisører, pizzarier eller caféer. Det ses f.eks. i Friheden Butikscenter. Denne udvikling er taget til de seneste 3-5 år, hvor særligt restaurationsbranchen har oplevet en meget stor vækst.

Alene siden 2016 har restaurationsbranchen oplevet en vækst i omsætningen på hele 20 % på landsplan. Det har givet udslag i næsten 50 % flere virksomheder. Restaurationsbranchen er presset på trods af den store vækst, og der er åbnet mange nye virksomheder i omdannede butikslokaler. Restauranter og spisesteder vil derfor også spille en større rolle i udvikling og fastholdelse af byliv i Hvidovre, særligt i bymidten i Friheden og bydelscentrene i Hvidovre Nord.  

I forhold til de anbefalinger, der er givet i detailhandelsanalysen i 2014, kan en forsat positiv udvikling i restaurationsbranchen særligt understøtte udviklingen omkring Hvidovre Torv og udviklingen af Hvidovre Bymidte som et kulturcentrum i forbindelse med Rådhuset og lokalcentrene lige omkring Rådhuset.

Lov om spil fastlægger reglerne for opstilling af gevinstgivende spilleautomater i spillehaller og restaurationer. Spillemyndigheden kan give tilladelse til opstilling og drift af gevinstgivende spilleautomater i spillehaller og i restaurationer med alkoholbevilling. I restaurationer kan der maksimalt gives tilladelse til opstilling af tre gevinstgivende spilleautomater.

I en spillehal må der ikke udbydes andre spil eller finde anden erhvervsvirksomhed sted end spil på gevinstgivende spilleautomater. Salg af slik, snacks og drikkevarer, bortset fra stærke drikke, kan dog finde sted, i det omfang en sådan virksomhed ikke omfattes af lov om restaurationsvirksomhed og alkoholbevilling m.v. I en spillehal må opstilling af ikkegevinstgivende spilleautomater ikke finde sted. Gevinstgivende spilleautomater opstillet i spillehaller eller i restaurationer skal udbetale penge eller værdibeviser, der kan kræves omvekslet til penge.

Personer under 18 år må ikke få adgang til spillehaller og må ikke spille på gevinstgivende spilleautomater i restaurationer.